Nyheder

Glædelig jul & godt nytår – Holstebro Roklub 2025
Kære alle,
Julen nærmer sig, og endnu et år i Holstebro Roklub rinder ud. Et år hvor vi, som formuleret i formandens tale ved standerstrygningen, har øvet os i balancen: mellem styrke og sårbarhed, mellem tradition og udvikling, mellem det enkelte menneske og det stærke fællesskab, der bærer os.
Det er netop dén balance, der har været den røde tråd gennem hele 2025.
Og det er dén balance, der gør Holstebro Roklub til noget helt særligt.
Sportslige højdepunkter – Et år hvor resultaterne taler for sig selv
2025 har været en sæson, hvor vores roere endnu engang har vist, hvad dedikation, mod og fællesskab kan føre til. Det har været et år med imponerende præstationer – både nationalt og internationalt.
Ved årets Nordiske Mesterskaber blev det til flere flotte triumfer for vores unge roere.
Noah Baltser Lyngaard og Andreas Bork Kristensen roede sig til nordisk mesterskab og guld i JM2x, mens Ella Hjortkær Nørgaard og Anna Kramer Bosnes sikrede dansk guld i JW2-. Begge både leverede gennem sæsonen præstationer, der sikrede dem en plads på U19-VM landsholdet.
Ud over VM-udtagelserne på U19 var vi også flot repræsenteret med i alt 4 roere på U23-landsholdet
Simon Madsen, Tobias Kramer Bosnes, Victoria Rud og Stine Højager Nielsen.
Særligt skal fremhæves U23 4- med Simon Madsen og Tobias Kramer Bosnes, som ved U23 EM roede sig til en 4. plads – blot 0,2 sekunder fra sølv og endnu tættere på bronzen, og viser at ’næste generation’ er godt på vej.
Til Baltic Cup var hele fem Holstebro-roere udtaget og tog værdifuld international erfaring med hjem i rygsækken.
Ved årets DM fik vi igen kamp til stregen, men vi viste endnu engang, hvorfor Holstebro Roklub fortsat er blandt landets absolut stærkeste klubber – særligt på herresiden. Medaljerne fordelte sig bredt, og samtidig viste vi, at fællesskab altid er en stærkere drivkraft end resultater alene.
På den anden side af Atlanten har vores roere også markeret sig. Tobias Bork Kristensen, Tobias Kramer Bosnes og Stine Højager Nielsen top-præsterede ved de amerikanske universitetsmesterskaber med flere medaljer til følge.
Endelig må vi ikke glemme den brede landsholdsrepræsentation på seniorniveau, hvor Holstebro Roklub sammenlagt var repræsenteret med i alt 5 roere til Senior EM og senest VM i Shanghai.
Med deltagelse ved World Cups, EM og VM har vores seniorherrer endnu engang vist, at miljøet omkring Vandkraftsøen bevæger sig stadig tættere på verdenseliten – et tydeligt resultat af det langsigtede og målrettede arbejde.
På tværs af alle aldersgrupper og bådtyper står én ting klart:
Holstebro-roere er ikke kun stærke hver især – de er stærkest sammen.
Årgangsmesterskaberne – Hele 6 årgangsmestre!
Årets udgave af Holstebro Regatta og årgangsmesterskaberne blev endnu engang et af sæsonens absolutte højdepunkter – og et lysende bevis på, hvad frivillighed og fællesskab kan løfte, når det løftes i flok.
Samtidig kunne vi hylde hele 6 årgangsmestre fra Holstebro Roklub:
Mikkel Madsen, Simon Aslak Gilberg, Malthe Baltser Lyngaard, Jeppe Bredvig Emtkjær, Vigga Hjortkjær Nørgaard, Katarina Kirkegaard Jensen
Tillykke til jer alle med en kæmpe præstation – og et lige så stort skulderklap til alle trænere, frivillige og forældre, der får hjulene til at dreje på og omkring vandet.
Talentudvikling – Made in Holstebro
I år blev der i talentudviklingsprogrammet udnævnt hele 13 “Made in Holstebro”-roere – en anerkendelse af roernes seriøsitet og dedikation, ikke blot i sporten, men også i kombinationen med deres uddannelse.
Stort tillykke til:
Kaare Mortensen, Magnus Zier Quist Rathenborg, Magnus Valbirk, Joakim Viberg Larsen, Christian Søndergaard, Tobias Bork Kristensen, Tobias Kramer Bosnes, Stine Højager Nielsen, Andreas Bork Kristensen, Noah Baltser Lyngaard, Simon Madsen, Anna Kramer Bosnes og Ella Hjortkjær Nørgaard.
I er alle med til at repræsentere klubbens værdier – og vi glæder os til at følge jeres videre rejse og se jer udfolde jeres fulde potentiale.
Klubbens fundament – Vi finder stierne sammen
2025 har været et år, hvor klubbens værdier ikke blot er blevet sagt højt – men levet.
Vi har taget vigtige skridt i samarbejdet med Søsportens Center, udvidet aktiviteterne med skole- og sommerferieroning, styrket fokus på motionsroning og forberedt os på nye initiativer som e-roning.
Særligt skal fremhæves Fie Udbys store engagement i skoleroerne, ro-skolen og sommerferieroningen. Det har haft afgørende betydning for både rekruttering og fællesskab. Med initiativ, nærvær og energi har Fie været med til at åbne klubben for nye roere – og sikre, at de føler sig velkomne og som en del af fællesskabet fra første tag i åren. En stor tak til Fie og holdet bag.
Organisatorisk har vi også taget vigtige skridt. Som konsekvens af Andreas Quachs afgang som sportsansvarlig har vi etableret et nyt set-up med Fie Udby, Bjarne Jeppesen og Jakob Mortensen, med øget fokus på det politisk-strategiske arbejde omkring klubbens udvikling.
Et første og meget fornemt resultat af dette arbejde er, at Holstebro/Hadsund nu er udpeget som ét af blot tre kraftcentre i Danmark – fremover samlet under navnet Kraftcenter Jylland.
Det er en vigtig anerkendelse af det sportslige miljø og det fundament, der gennem mange år er bygget op i klubben.
Alle disse tiltag handler om én ting: At skabe flere stier ind i klubben – og at finde dem sammen.
Holstebro Roklub står stærkere, når vi løfter i flok, når vi ser hinanden, og når vi spørger:
Hvordan kan jeg gøre båden – og fællesskabet – stærkere?
Det er ikke et individuelt ansvar. Det er vores fælles ansvar.
Tak til de frivillige – Klubbens rygrad
Uanset hvor vi kigger hen, er der én ting, der står klart: Uden frivillighed – ingen klub.
I gør forskellen. I gør det muligt at udvikle både mennesker, talenter og nye traditioner.
En stor og ydmyg tak for hver træning, hvert stævne, hver kande kaffe, hver hjælpende hånd – for hvert smil. Vi er dybt taknemmelige.
Julens ønske – Sammen mod 2026
Når vi ser tilbage, er der meget at være stolte af i 2025.
Når vi ser frem, er der mindst lige så meget at glæde sig til: nye regattaer, nye tiltag, nye samarbejder og nye roere, der finder vej ind i et fællesskab med stærke rødder og et endnu større mod.
Vores juleønske er derfor enkelt:
At vi fortsat holder balancen - At vi fortsat finder stierne - At vi fortsat skaber udvikling af og i Holstebro Roklub med det fællesskab, der altid har været – og fortsat er – en af vores største styrker.
Tak for året der gik – og for alt det, vi sammen skaber i det nye.
Med dette ønsker bestyrelsen jer alle en glædelig jul og et lykkebringende nytår.
De bedste julehilsener
Bestyrelsen i Holstebro Roklub
Nyheder
På denne side kan du følge med i diverse nyheder i Holstebro Roklub.
Her vil der blive opdateret om resultater, træningslejr og diverse events.

