Tilbage til blog oversigten
mandag 23. december 2024 kl. 16:43
Julebrev
Julebrev

Kære alle,
Julen står for døren – og mens året går på hæld, reflekterer vi over et travlt efterår og en sæson,
der på mange måder har budt på både udfordringer men så sandelig også på fællesskab, på
styrke og på udvikling, både i og uden for båden.

 

Ny træner - Et nyt kapitel
I efteråret har vi været så heldige at få Fie Udby med ombord som vores nye cheftræner. Med
hendes imponerende erfaring og store engagement har hun allerede sat sit præg på klubben.
Hun har ikke bare en klar vision, men også et smittende engagement, der inspirerer os alle til at
yde vores bedste.

Vi glæder os til at se, hvordan vi sammen kan udvikle klubben og føre Holstebro Roklub endnu
længere frem.

Sportslige højdepunkter: Fællesskab på tværs af vande
2024 har været et år med mange store oplevelser og flotte resultater. Vi kan med stolthed kigge
tilbage på en sæson, hvor vores værdier – fællesskab, styrke og udvikling – har været tydelige på
flere niveauer.

Ved Coupe de la Jeunesse i Tjekkiet viste vores unge roere hvad de kan. Hele 9 ud af 21 danske
roere var fra Holstebro Roklub.
JW8+ med Anna Kramer Bosnes og Ella Hjortkær Nørgaard var med til at ro en bronzemedalje
hjem til Danmark på første dag, mens JM8+, domineret af Holstebro-kræfter, leverede
imponerende tider og var blot millisekunder fra verdensrekorden.

Ved EM U23 i Tyrkiet fik vi også sat et markant aftryk. Søren Meldgaard Madsen, Tobias Kramer
Bosnes og Anna Kramer Bosnes var med til at sikre en flot dansk sølvmedalje i M4+
Ved Senior-VM i Canada var klubben repræsenteret i Danmarks LM4X, der leverede en stærk
præstation og hentede værdifuld international erfaring.

Selvom det i år ikke lykkedes os at få mesterskabspokalen med hjem fra DM for U19 og seniorer,
så triumferede vi med sejre i fire ud af seks olympiske bådtyper – en fantastisk præstation, der
understreger vores styrke og sammenhold.

Derudover har flere at vores roere deltaget ved anerkendte udenlandske regattaer, bl.a. Henley
Royal Regatta (UK) og Head of The Charles Regatta (USA)

Endelig må vi ikke glemme 3 af vores roeres deltagelse ved OL-kvalifikationen i Lucerne.
Det blev til en fjerdeplads og desværre ikke en OL-billet denne gang. Til gengæld var det en
særdeles flot indsats med masser af potentiale for fremtiden.

Talentudvikling: Made In Holstebro
I talentudviklingsprogrammet 'Made in Holstebro' er i denne sæson udpeget hele 13 roere fra
Holstebro Roklub;

Kaare Mortensen, Christian Søndergaard, Magnus Valbirk, Søren Meldgaard Madsen, Patrick
Klestrup, Hjalte Westeraa, Marcus Lyngesen, Magnus Rathenborg, Joakim Viberg Larsen, Tobias
Kramer Bosnes, Tobias Bork Kristensen, Stine Højager Nielsen og Casper Lindballe Pedersen.

Et stort tillykke til hver enkelt af jer! Vi glæder os til at følge jeres videre rejse og se jer udfolde
jeres potentiale.

Søsportens Center: Mere end blot en bygning
I efteråret markeredes også afslutningen på en vigtig milepæl i klubbens historie med indvielsen af
Søsportens Center. HKH Prinsesse Benedikte deltog og var med til at gøre dagen helt speciel.
Med indvielsen af Søsportens Center har vi fået nye rammer. Det giver os en unik mulighed for at
vokse og udvide klubbens potentiale, men også til at holde fast i de traditioner og værdier, vi er
skabt af.

Det er netop nu vi for alvor kan og skal begynde at slå rødder; det er herfra vi kan vokse og gro.
Det er hérfra vi skal fylde rammerne med liv, med sjælen, kulturen og fællesskabet,
Vi mærker det allerede er på vej.

I november genoplivedes en tradition med samlinger for både skole- og større roere. Den første
samling var en stor succes og satte fokus på det fællesskab, der binder os sammen på tværs af
alder og niveau.

Det er fantastisk at se og fornemme sjælen igen – det er med netop dén vi sammen skal vi fylde
rammerne; med sjælen – med fællesskabet.

Årgangsmesterskaberne - Holstebro Regatta
Overskriften kunne være; Fællesskab i aktion! Årets regatta var nemlig endnu en påmindelse om,
hvad vi kan udrette sammen.

En særlig tak til alle, der på den ene eller anden måde var med til at gøre arrangementet muligt –
uden jer, ingen regatta!

Fra de yngste roere i Edon-både til de mest erfarne masters blev weekenden fyldt med smil,
konkurrence og et utroligt sammenhold.

Et par årgangsmestre blev det også til; Tillykke til Simon Gilberg og Malthe Baltser Lyngaard.

Tak til vores frivillige: Rygraden i klubben

En ydmyg og KÆMPE TAK til alle jer, der hver dag lægger tid og energi i klubben.
I er rygraden i Holstebro Roklub - Det er jeres arbejde og engagement, der gør Holstebro Roklub til
noget ganske særligt.

Frem mod 2025
Næste år byder på nye muligheder og masser af spændende aktiviteter. Vi ser frem til bl.a.
Sportsgalla, en ny spændende sæson og ikke mindst afholdelsen af Skole OL.
2024 bød måske nok på stormvejr i mere end én forstand.

Vi anerkender at vi som klub til tider har følt os lidt rodløse. Men selv midt i denne uro har vi også
alle set, at rødder kan plantes dybere, nye spirer kan vise sig og fællesskabet kan styrkes.
For det er netop, når vi føler os rodløse, at vi får muligheden for at slå rødder på ny - at finde ind til
kernen, til vores værdier, og til hinanden.

Vores juleønske må derfor være; at vi sammen bygger videre på det fundament, vi har skabt, og
ser frem mod helt nye højder i det kommende år.

Med dette vil vi ønske jer alle en glædelig jul og et lykkebringende nytår.

De bedste julehilsener
Bestyrelsen i Holstebro Roklub

 

Nyheder

På denne side kan du følge med i diverse nyheder i Holstebro Roklub.
Her vil der blive opdateret om resultater, træningslejr og diverse events.